Please Get Me Out

[Julietta Travis]

Alastair Collins

---

Langsomt slog hun øjnene op, hendes hoved gjorde ondt og hendes krop skælvede en smule. Selvom hun knapt kunne se noget, så vidste hun udemærket godt hvor hun var, hun havde hørt dem sige dommen højt, da hun havde været inde til retsmødet, og hun vidste udemærket godt hvad det betød. Julietta havde intet gjort, og hun vidste i sit hjerte at ligegyldigt hvad de sagde, så var hun uskyldigt. Desværre var det ikke altid så nemt at forklare, når man som hende blot var en simpel varulv, og i Capitalia blev der sjældent lyttet til en kvinde som hende. Hun rettede let på sig, og kiggede sig omkring, hun havde ingen idé om hvor i distriktet hun var, hun havde aldrig set Distrikt 0 indefra, men det var det jo også kun de færreste der havde.

Hendes ellers så fine sorte kjole, sad ikke så pænt mere som den ellers havde gjort, og hun havde en smule blod i den ene mundvig efter det hårde fald. Hun rejste sig roligt op, hun havde bare tæer og selvom det var ganske varmt denne dag, så frøs hun. Hun ville gerne hjem, hun vidste at hun intet havde gjort og hun vidste at hun kunne leve videre uden alt dette her. På den anden side så havde hun også hørt de værste historier om dette distrikt og Julietta vidste godt at alt håb var ude. Selv hvis hun ville finde udgangen igennem skoven, så var chancen for at slippe levende ud derfra, nok efterhånden ganske ganske lille. Hun forsøgte at orienterer sig, men det var desværre ikke solen der gav hende problemer denne dag, nok nærmere frygten for hvad hun ville finde. Der gik så mange rygter, så mange historier. Mon der overhovedet boede folk her mere? Det var jo ikke ligefrem fordi at folk kom og besøgte stedet, for at tjekke efter.

[Alastair Collins]

Alastair fløjtede muntert som han med tasken fuld af tyvekoster begav sig hen mod torvet. Det var her han holdt til for tiden. Når man boede i Distrikt 0 blev man sjældent det samme sted for længe af gangen, fandt andre ud af hvor man holdt til kunne de lettere røve en. Ikke at tyvekoster herinde var det samme som alle andre steder i landet. I dette distrikt var tyvekoster mad og drikkelse. Den stærkeste overlever, alt det pis som ikke var en realitet i det velfungerende samfund på den anden side at murerne, tja det var levestilen herinde. Hver dag var en kamp for overlevelse, især om vinteren. Heldigvis var sommeren på vej så det skulle nok gå alt sammen.

I dag bestod udbyttet af en hullet sportstaske fyldt med dåsemad i forskellige afskygninger som Alastair havde nakket fra en ældre gut der havde taget sig en lur et lidt for udsat sted. Hvor Alastair ellers havde været en ganske retfærdig mand engang, var han nu selvisk og uærlig.
Han snød, stjal eller sloges for føden, det var hvad dette distrikt gjorde ved en. Fjernede den sidste del af den menneskelighed man måske havde haft tilbage da man blev kastet herind og han havde ikke tænkt sig at flygte, igen.
Han var en af de ganske få der faktisk havde overlevet turen gennem Den Sorte Skov, det var også kun med nød og næppe og han havde måtte ofre menneskeliv i den proces, men nu var han tilbage i helvedes flammer og denne gang havde han ikke tænkt sig at forsøge at slippe herfra igen.

Blikket blev rettet mod noget på jorden foran ham, en kvinde. Hvor pokker kom hun fra? Havde hun mon opdaget hans lager? Alastair så kort rundt for at sikre sig at hun var alene, man kunne aldrig vide, desuden var det almindelig klogt træk at holde sin afstand indtil han kendte hendes race og motiv. "Hey! Hvad laver du her!" Råbte han mod hende i en myndig tone.

[Julietta Travis]

Julietta tog sig til hovedet, som hun kiggede op i mod en blå himmel. Det var lidt ironisk at det var så skønt et vejr, når det nu muligvis var den værste dag i hendes liv. Hun vidste ikke hvordan hun nogensinde skulle komme ud, hun vidste jo godt hun ville være fri hvis hun kom ud, men hun var slet ikke stærk nok. Hun var varulv, hun var svag lige nu og frem for alt så var hendes psyke heller ikke ligefrem på toppen. Julietta kunne ikke slå ihjel, og da slet ikke når det var nogen fra hendes egen familie. Hun forsøgte roligt at komme på benene, hun anede ikke hvor hendes sko var henne, for hun var nu helt sikker på at hun havde haft dem på i retsalen, måske at hun havde tabt dem på vejen? Hun kiggede hen af gaden for at se efter dem, men hun kunne intet se, hele denne by så præcist lige så forfærdelig ud som hun havde forestillet sig den.

Som en stemme pludseligt brød hendes ellers stille og forvirrede sind, vendte hun sig hurtigt om og kiggede med store øjne i mod manden der var på vej hen i mod hende: "Jeg... Ehm... Jeg... Jeg mener..." hun stod helt forvirret og kiggede omkring sig, som overvejede hun om hun burde løbe, hun var overhovedet ikke sikker på hvad der foregik: "Jeg ehm... Jeg... Please... Skån mig" sagde hun og regnede naturligt med at han ville gøre hende ondt, han så jo trods alt ikke ligefrem venlig ud.

[Alastair Collins]

Alastair så kort op og ned af hende. Okay hun virkede ikke ligefrem så farlig som ved første øjekast måtte han nok erkende. Faktisk virkede hun ganske forvirret og...bange. Gad vide, hun måtte da næsten være ny. Alastair rettede lidt på den tunge taske og betragtede hende en smule, det kunne jo være skuespil. "Hvem er du?" Forlangte han at vide uden at tage hensyn til hvor skræmt hun så ud.
Gennem sin tid i distrikt 0 havde han oplevet en hel del feje trick som folk hæmningsløst brugte herinde, alt for at få mad og drikke. Det samme gjorde han jo selv. Enhver mand for sig selv, sådan var levereglerne bare her.

For et kort øjeblik overvejede han at stille tasken fra sig på jorden, men igen ikke smart når han ikke vidst hvad han var oppe imod. Måske han bare skulle gå videre og så komme tilbage senere så hun ikke opdagede hans lille lager, men igen på den anden side turde han heller ikke helt forlade det, der lå en pokkers god rom inde i en af de efterladte bygninger som han havde skjult inden han dog ud for at finde mad.
"Hvorfor ser du ikke bare at tøffe videre Truntepige." Sagde han lidt koldt og gik frem mod hende som hun pludselig gav sig til at tigge for sit liv. Var hun virkelig ny? Hun lignede nu heller ikke en der var hærget af omgivelserne som han, hendes frygt virkede temmelig oprigtig, og nu var han lidt af en menneskekender. Han stod lidt og analyserede hende, hun var ikke nymfe, så ville han være blevet tiltrukket af hende på en anden måde, vampyr, nej hun havde for meget farve. Bestemt ikke hunter, så havde hun haft mere selvtillid i dette område, de var trods alt vandt til at forsvare sig, altså faldt den tilbage på menneske eller varulv, eller en blanding af de to. "Så menneske eller varulv?" Spurgte han og følte sig nu mere tryg omkring hende eftersom ingen af de to racer skræmte ham synderligt.

[Julietta Travis]

Julietta kiggede på ham med store øjne, det var ikke fordi at hun ikke var modig, især op til fuldmånen var hun ikke bange for at slå fra sig. Men her i distrikt 0, vidste hun udemærket godt at hun var den lille og at hun skulle passe på for ikke at ende med at blive slået ihjel, hun kunne jo trods alt godt lide at leve, også selvom hun lige pt havde lyst til at genoverveje livets værdi, udelukkende fordi hun ikke kunne overskue tanken om at bo i Distrikt 0 resten af sit liv: "Ja... Ehm ja, jeg burde nok gå" sagde hun, som hun stod der usikker på benene og mærkede hendes hjerte slå i en hurtig rytme. Hendes øjne flakkede let som hun stod overfor ham, nej han lignede bestemt ikke typen man havde lyst til sådan lige at blive uvenner med.

"Jeg.." fik hun sagt og trak så vejret dybt ind, hun kunne slet ikke tænke klart lige nu, og kunne ikke engang overskue at føle i sig selv hvad race han mon måtte være: "Varulv..." sagde hun roligt og vidste ikke hvordan han havde ramt plet, mange ting var hun måske, men hun havde bestemt ikke lyst til at blive sammenlignet end et menneske, hun var jo trods alt højre end dem i det mindste: "Hvad er du? Menneske?" spurgte hun roligt, rygterne sagde jo at det primært var mennesker der boede herinde, og hun havde jo trods alt aldrig selv været derinde for at se efter før.

[Alastair Collins]

Han lod den tunge taske falde ned på jorden som de stod og snakkede, det lod trods alt ikke til at der var nogen fare for at hun ville stikke af med hans tyvekoster og hvis hun gjorde måtte han jo bare sætte hende på plads. Han var vel ikke hunter for ingenting. "God ide." Sagde han blot som var den kommet fra hende selv.
De mange år i Distrikt 0 havde gjort ham hård og kold, men en lille del af ham huskede nu alligevel godt hvordan det var dengang han havde været med til at beskytte det magiske samfund og dem der boede her. Det var jo en del af ham uanset hvor meget han så end forsøgte at glemme den del. Man kom ikke langt hvis man forsøgte at redde folk herinde, flere munde at mætte betød mere arbejde for ham og det var svært nok at finde føde i forvejen. Alligevel kunne han ikke helt undgå at have en smule ondt af hende. "Ny i distriktet?" Spurgte han ind og lod armene falde lidt over kors.

Han nikkede lidt tænksomt, "så mind mig lige om ikke at være i nærheden af dig ved næste fuldmåne," sagde han med et skævt smil, som var det hele blot en stor joke for ham. "Menneske?! Må jeg være fri!" Han slog dramatisk ud med hånden. "jeg er hunter," brystet blev skudt en smule frem i den forbindelse, for at understrege sit værd.
Han kiggede kort op mod himlen, solen var ved at synke ned bag bjergene i det fjerne. Det ville nok være klogt at komme væk fra gaderne inden mørket for alvor sænkede sig, der var trods alt også sultne vampyrer i dette distrikt og dem skulle man helst ikke ligge sig ud med. Desuden var det køligt om natten, ikke at det var meget varmere i de efterladte bygninger, men det var stadigvæk bedre end ude i det fri. "Så hvor har du planer om at tilbringe natten?" Spurgte han ind.

[Julietta Travis]

Julietta kiggede roligt i mod ham, hun var ikke ligefrem fan af at være i Distrikt 0, især fordi at Julietta godt vidste at hun på ingen måde fortjente det: "Det er en fejl jeg er her..." tilføjede hun blot, hun var uskyldig, hun kunne aldrig nogensinde skade nogen, og dog vidste hun godt at når først dommen var faldet, så var Capitalia ikke specielt flinke. Lige på det punkt hadede hun loven, hun var nødt til at finde ud af hvordan hun kom ud herfra, men hun vidste skam udemærket godt at hun nok ikke hade mulighed for selv bare at løbe igennem den mørke skov, hun ville dø på stedet. Godt nok var hun stærk, men de ting der var derinde var langt stærkere end hun nogensinde kunne blive, og man måtte vel bare få det bedste ud af det.

Hun nikkede kort, ja naturligvis var hun ny i distriktet: "Ja du havde godt den vipe omkring dig" sagde hun i et smil og børstede sig selv for støv, det var jo ikke ligefrem fordi at distriktet her var det reneste: "Natten? Jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke ved det" sagde hun i et suk og kiggede så rundt omkring, bygningerne så ikke ud som burde man gå ind i dem, og Julietta overvejede et øjeblik om hun bare burde sove på gaden: "Der er bare kun... 3 dage til forvandlingen, jeg må hellere finde et sikkert sted" sagde hun roligt, når først fuldmånen kom, så var hun nødt til at være låst inde et sikkert sted.

[Alastair Collins]

Alastair kiggede lidt på hende, som kunne han ikke helt afgøre om det ville være smart at hjælpe hende eller ej. Han havde trods alt det beskyttende gen liggende indeni sig selvom han ikke var meget for det i dette distrikt, her var det nok nærmere en byrde eftersom man ikke kunne hjælpe alle. "Naturligvis er det det." Sagde han blot uden at lyde den mindste smule overbevist. Alle mente vel at det var en fejl de var herinde.
Selv var han dog blevet sat uskyldigt herind den første gang, hvorimod den anden gang var fuldt berettiget. "Hvad er du så blevet dømt for?" Spurgte han nysgerrigt ind. Uskyldig eller ej så kom man jo ikke herind uden at have været gennem en retsag.

"Og alligevel forvekslede du mig med et menneske?" Han hævede et bryn af hende, "shame on you!" Han blinkede og hankende atter op i tasken før han gik forbi hende mod de faldefærdige bygninger. "Bare lige til info, så er det dumt at blive på gaden i dette distrikt." Påpegede han. "Her er en del blodsugere herinde." Blodsugerne var blot et andet ord for vampyrer i hans bog. De fleste af dem var langt mere blodtørstige herinde eftersom de ikke rigtigt kunne komme til andet blod end de indsatte. Derudover havde de jo ikke rigtigt noget at miste, det havde ingen der levede herinde, man kom jo ikke ligefrem ud for god opførelse.
Han vendte sig atter mod hende og lod blikket glide en smule op og ned af hendes skikkelse. "Denne vej." Sagde han blot og vendte atter rundt mod bygningerne. Han anede ikke hvor hun kunne gemme sig under fuldmånen, men i det mindste kunne han give hende husly for natten, selvom han måske ville ende med at fortryde det i sidste ende.

[Julietta Travis]

Hans dryppende sarkasme over hendes uskyld nærmest sårede hende og gjorde hende irriteret på samme tid. Et suk brød hendes læber, som hun kiggede ned af sin krop i håb om at få konstaterert at den i det mindste stadig var i et stykke: "Jeg mener det..." sagde hun i en stålfast stemme. Selvom det lå til en varulv at være stålfast, så var det langt fra på alle punkter af hendes liv at hun var det, men lige ved dette her, skulle ingen komme og fortælle hende at hun havde gjort det, for hun vidste for alt i verden at hun aldrig nogensinde ville slå sin far ihjel, trods hendes blod som mange måske så ned på, så var Julietta et utroligt kærligt menneske: "Mord" sagde hun kortfattet med afsky i stemmen, hun ville ikke snakke om det.

"Og du er så simpelthen den gode helt der redder mig fra at blive spist?" spurgte hun med en lav stemme, en smule kritisk, hvorfor skulle hun stole på ham? Hun anede absolut intet om distriktet, men for nu virkede det præcist lige så skummelt som hun altid havde forestillet sig det, alligevel endte hun med roligt at gå med ham som han viste vej, dog stadig en smule kritisk og langsomt, som holde hun sig klar til at løbe fra ham hvis det blev nødvendigt. Nu var det jo heller ikke fordi han så fantastisk flink ud.

[Alastair Collins]

Alastair vidste godt at det var yderst sjælendt at folk blev smidt herind ved en fejl, men måske alligevel han burde lytte taget i betragtning af at han selv havde prøvet det. "Okay, hvis du siger det Love." Sagde han med et ligegyldigt skuldertræk. For ham var det stort set uden betydning om hun var uskyldig eller ej, nu var hun herinde hvilket betød at hvis hun rent faktisk var uskyldig ville det sandsynligvis ikke vare ved.
Han gik mod de faldefærdige bygninger og indenfor, han gik ud fra at hun fulgte efter ham. "Hvem slog du ihjel?" Spurgte han ufortrødent, "eller hvem blev du dømt for at slå ihjel?" han hævede et bryn af hende.

"Søde skat, hvis jeg var en helt, ville jeg ikke være herinde." Sagde han ærligt, "pas på hovedet," tilføjede han inden han selv bukkede sig for at gå under en væltet murbrokke. "Men ja, jeg vil gerne hjælpe dig her til aften, for ærlig talt ser du lidt hjælpeløs ud," han skævede til hende over skulderen. "I morgen kan vi finde dig et par sko, og så er du på egen hånd, for jeg skal ikke nyde noget af at være i nærheden af sig under en fuldmåne, no offence."
Han drejede om et hjørne og en lille flok duer tog flugten ud af en af de smadrede vinduer foran dem. Han gik ind af en dør til højre. Herinde var vinduerne indtakte og der var en lille slukket pejs. Han lukkede døren efter hende for at holde på den svage varme der i forvejen var i rummet.
Foran pejsen lå et tæppe og en hullet maddras og vinduerne var dækket til med tæpper for at undgå lyset fra pejsen ville tiltrække opmærksomhed. "Vi kan tænde op når det bliver mørkt, så ser folk ikke røgen." Forklarede han og satte sig hen på madrassen og vendte så blikket mod hende.

[Julietta Travis]

Julietta kiggede på ham med et lettere strengt blik: "Lad være med at kalde mig love" sagde hun i en næsten snærrende stemme. Hun havde kun været sammen med en mand i sit liv og det var godt nok ved at være nogen år siden, og han havde ikke engang fået lov til at kalde hende en masse søde ord, sådan noget irriterede hende, især fordi at denne mand primært virkede til at være kæphøj, og dog så vidste hun inderst inde også godt at han nok ikke var god at gå hen og blive uvenner med ham. Hun kendte ham for det første ikke, og for det andet havde hun jo hørt alle de værste historier om netop dette område.

Fortsættelsen af de søde ord fik hende til at sukke kort, måske han var typen der ville prøve på et eller andet? Det håbede hun virkeligt ikke for Julietta var på ingen måde den slags pige, og da slet ikke med en type som ham. Hun var mere til stille og rolige mænd, uden skæg og med helt kortklippet hår, som gik op i politik, havde et godt job og den slags: "Så i morgen vil du bare efterlade mig? Her! Jamen... Det... Det kan du da ikke!" sagde hun og følte sig et øjeblik som et lille barn der havde lyst til at græde og råbe om hjælp. Hun fulgte roligt efter ham igennem ruinerne, og fornemmede hurtigt at dette var et sted hun for alt i verden gerne ville væk fra: "Hvor længe har du boet her?" spurgte hun med gys i stemmen, som hun roligt slog armene om sig selv.

[Alastair Collins]

Det morede ham faktisk lidt at hun prøvede at sætte ham på plads. Tåbeligt, hun var i distrikt 0, at hun fik nye kaldenavne kunne hun lige så godt vende sig til. Desuden ville det nok være det mindste af hendes problemer. Alastair satte sig ned på madrassen og begyndte at rode i tasken han havde slæbt rundt på. Der var nogle enkelte dåser med majs og bønner samt et par glas syltede agurker og en flaske halvtom rom. Det var jo næsen som juleaften.
Han tog den ene dåsemajs op og kastede den mod hende. "Aftensmad." Annoncerede han og rejste sig for at hente et stykke metal han havde fået lavet så det kunne bruges til at åbne dåser.

Da hun gav til sig til at beklage sig over at han ville efterlade hende sendte han hende et køligt blik og satte sig igen ned på madrassen. "Hør her Love" begyndte han provokerende, "du er i distrikt 0 nu, jeg har taget dig ind, givet dig mad og et sted at sove, det er langt mere end hvad alle andre ville have gjort for dig! Det er snart fuldmåne og jeg har ingen intentioner om at blive dit tyggedyr, det ville være en smule utaknemmeligt af dig synes du ikke?" Sagde han en smule spidst, no way, det var simpelthen alt for risikabelt. Desuden hvorfor i alverden skulle han hjælpe hende, det var bare en mund mere at mætte. "Herinde er det enhver mand for sig selv, jo før du lærer det, jo længere tid har du at leve i." Slog han fast og gav sig til at åbne sin egen dåse majs.

[Julietta Travis]

Julietta kiggede i mod ham med et stille blik, lige nu ville hun give hvad der mindede om en milliard for at komme ud fra det her sted. Ikke nok med at man skulle komme sig over tabet af sin far, så skulle man nu også straffes for det. Det var ikke nemt at være hende for tiden, men hun kunne nu også godt fornemme at Alastair nok ikke ligefrem var manden man skulle begynde at klynke overfor: "Har du været herinde i mange år?" forsøgte hun sig, om ikke andet bare for at skabe en eller anden form for relation og samtale, dog var hun ret sikker på hun ikke turde høre grunden til at han var dette sted, hun ville bare ende med at være freaket fuldkommen ud: "Eh ja... Tak" sagde hun og greb dåsen, en smule kritisk.

"Jeg... Jeg ehm... Men... Kan vi ikke finde et sted jeg kan spærres inde? Jeg kan da ikke bare rende frit, midt i fuldmånen, det... Jeg vil jo ødelægge mig selv" sagde hun roligt, som alle andre varulve var hun jo vant til beskyttelsesrum som ikke kun var godt for andre mennesker, men også for hende selv. Hun ville jo ikke ende med at skade sig selv heller, hun ville jo gerne bare leve et godt liv. Hun ville gerne hjem, hun havde jo en familie og hun havde planer om at få børn en dag og sådan nogen ting.

[Alastair Collins]

Han kiggede lidt på hende. Det var da utrolig så nysgerrig hun var. "Ja en del," svarede han blot med et ligegyldigt skuldertræk og så på hende som hun sendte dåsen et kritisk blik. "Jeg beklager, men jeg gemmer oksestegen og kartoflerne til senere på ugen." Sagde han sarkastisk. Hvad han dog ikke ville give for et ordenligt måltid, men det var desværre ikke noget der fandtes herinde, de skulle bare være taknemmelige for at få noget i det hele taget. "Her lad mig åbne den for dig," sagde han så efter at have fået sin egen op.
Et lille suk og han besluttede sig så for at uddybe sin historie en smule. "Jeg blev smidt herind for en del år siden for en forbrydelse jeg ikke havde begået." Sagde han ærligt, ikke at han regnede med hun troede ham.

Han fik åbnet hendes dåse og rakte den tilbage til hende hvorefter han og begyndte at spise sine egen mad på den ganske ucharmerende vis. Hendes spørgsmål fik ham til at le så stykker af majs næsten stod ud af munden på ham. "Se dig omkring Love," sagde han og tyggede af munden. "Hvor havde du tænkt dig jeg skulle lukke sig inde henne?" Det var jo ikke fordi at de havde beskyttelses celler her i distriktet. "Desuden er du mere sikker når du er fri, så kan du forsvare dig selv, der er mange skumle typer herinde, og varulve er ikke specielt velset, heller ikke her." Kommenterede han og skovlede en ny portion majs indenbords.

[Julietta Travis]

Juliette betragtede ham blot, hun var ikke engang sikker på hvad hun håbede på lige nu, måske at der ville komme en magisk helikopter og hente hende, og fortælle hende at alt dette bare var en joke. Hun håbede ikke at hendes mand ville ende med at blive alt for sur, og hun vidste i sit hjerte at han også vidste at hun var uskyldig. Julietta ville aldrig nogensinde slå sin far ihjel, hun var et meget kærligt menneske der elskede sin familie og som altid gjorde sit bedste for at tilpasse sig, så disse beskyldninger var virkeligt kommet som en kniv i ryggen om natten. Hun havde mistet sin far, og hun var samtidig blevet beskyldt for den værst tænkelige forbrydelse. Hun rakte ham dåsen som han tilbød at åbne den.: "Som du rent faktisk ikke har begået eller er det endnu en af dine dårlige jokes?" spurgte hun i en rolig og dog ganske alvorlig stemme.

Hun tog i mod dåsen og kiggede så ned i mod den med et lettere kritisk blik, skulle hun bare spise med fingrene? Det havde hun jo ikke gjort siden hun var baby, nu kom hun jo fra en nogenlunde ordenlig familie: "Ehm... Ja... Jeg... Jeg tænker jeg måske vil prøve at komme ud herfra" sagde hun og kiggede let ned af sig selv, hun kunne risikerer at leve dette sted de næste frem hundrede år, og den tanke kunne hun slet ikke bære, hun havde jo også en familie hun skulle tænke på, og måske det bare var værd at dø i forsøget.