I Need A Clue...

[Jacklyn Noble]

Nicki Mooré

---

Solen stod højt på himlen, og Jacklyn stod afventende ved det store tivoli. Der var mange forskellige væsner ude denne dag, og Jacklyn havde brug for at finde nogen, der kunne hjælpe hende i en af de mange missioner hun endnu havde. Det var endnu et rygte ude i den virkelige verden om Jacklyn overhovedet var i live, og hvem det egentligt var der styrede distriktet. Men der var ingen tvivl om at hun var en stærk kvinde, hendes magier var enorme og hun havde mennesker omkring sig, der ville gøre alt hun bad dem om, og hun vidste derfor udemærket godt at hvis hun blev sluppet ud i verden, så ville det hele gå amok. Hun havde endnu ikke testet den sorte skov på den fornuftige måde, men på den anden side vidste hun også godt, at det måske snart ville være tid, og hun afventede derfor roligt, at den rette person måske dukkede op, også selvom hun ikke helt vidste hvad hun ledte efter.

Jacklyn stod i et sort korset og kiggede udover mængden af mennesker midt i det gamle tivoli. Det var underligt at tænke på at der engang på netop dette sted havde været liv og glade dage, men det var dengang. Dagene var døde hen og hun kunne ikke gøre andet end at tænke på den fantastisk. Hun lagde armene over kors, blikket var stolt og det røde hår bølgede let i vinden. Jacklyn havde utrolig meget selvkontrol og hun havde styr på alle situationer. Hun var en hård kvinde, der ikke kendte til sympati eller empati. Tingene handlede om business, om magt og om penge.

[Jacklyn Noble]

Jacklyn var ikke en kvinde der forhandlede med nogen, generelt så var hun bare ikke speciel venlig af natur og folk var virkeligt heldige hvis hun orkede at gøre andet end at kommanderer med dem. Mange diskuterede i krogene hvorfor hun var blevet sådan, og Jacklyn havde ikke noget klart svar til det, ikke som sådan ihvertfald. Der lå nok bare utroligt mange ting i det, men der var ingen tvivl om at krigen og tabet af hendes datter havde været et af de ting der havde skubbet hende udover kanten. Hendes to brødre, Ethan og Connor, talte hun ikke længere med, faktisk var hun overbevist om at de begge troede hun var død og det passede hende skam også ganske udemærket, de måtte tro hvad de ville og det passede Jacklyn udemærket at leve alene på den måde som hun gjorde nu, hun havde ikke brug for andre end sig selv.

Som en pige pludseligt kom hen i mod hende, kom et lille arrogant smil frem på Jacklyn's læber. Alle vidste at hun var leder, men det var bestemt ikke alle der vidste hvordan hun så ud. Hun var ikke en kvinde der gik meget rundt, mange mennesker mente jo stadig at hun var død: "Jamen dog min pige..." sagde hun som hun stod og studerede hendes påklædning, Jacklyn bevæged eikke på sig men kiggede blot ned i mod hende: "Du kommer jo nærmest som kaldet" sagde hun afventende og sukkede så roligt for sig selv. Hun kunne ikke andet end at afvente.