Instincts

[Deleted]

TAG: Elvira Whitebay

Instinkterne var kraftige hos Varulve. Især hvis man ikke ønskede at undertrykke dem. Man kunne vel påstå at Magnus var en sådan type. Selv udenfor fuldmånens skær, var jagten yderst accelererende og tiltalende. Intet bytte var for stort og ingen jagt for udfordrende, når først han var gået i gang. Denne gang, var det dog ganske simpelt. En hest var sluppet ud af dets drift, og var tonset mod horisonten. En hest der endnu manglede at blive trænet og derfor stadig var ganske vild. Og det havde selvfølgelig tilbudt et afbræk fra den ellers travle hverdag til Magnus. Næsten ivrigt og stædigt, var Magnus hoppet på ryggen af en hest, og var reddet ud over de store vidder og marker af hans egen jord, med kurs imod udkanten, for at indhente og ultimativt indfange hesten igen. Han burde få ansat nye hænder der rent faktisk kunne håndtere dyrene, frem for at han gjorde alt det beskidte arbejde selv. Endnu et spark og et svirp med tøjlerne, og hingsten vedligeholdte det hurtige tempo over vidderne. Han jorde var omfattende og spredte sig over et stort areal. Han kunne knapt nok stadig se slottet bag sig. Hatten gled af hovedet, og endte med at hænge i stoppen omkring halsen, imens håret lod sig rive af vinden. Han fulgte hestens fært, og måtte af og til stoppe op eller sænke farten, for at fange den igen. Øjnene var knebet sammen, og han turde garantere han allerede havde slugt et insekt i farten. Men det var ligegyldigt! Den hest skulle fanges! Der var ikke synderligt langt til en af de mindre veje der ledte til og fra Distriktet, jo længere tid dette varede, jo svære ville det ultimativt blive. Men han var nu alligevel ved at hale ind på dyret.

[Elvira Whitebay]

Elvira levede egentligt et ganske udemærket liv, hun arbejdede som skrædder i Capitalia, og prøvede ikke at lade sig afsløre som menneske, hun var heldigvis beskyttet af flere magtfulde individer, nok mest fordi at hun jo ikke generede nogen og hun var egentligt ganske almindelig og fredelig. Elvira var en kvinde der altid havde et skævt smil på læberne, hun var en rigtig fighter, også selvom tingene ikke altid gik helt som hun ønskede, hun blev hurtigt usikker når hu vidste at folk kendte til hendes race, men så længe de ikke gjorde, så var hun sikker på at alt nok skulle gå som ønsket. For nu var hun ude i varulvenes distrikt for at afleverer noget tøj som hun havde lavet, hun kom jo ret godt rundt omkring på grund af hendes job, og hun prøvede at sige til sig selv at hun ikke skulle være bange for at bevæge sig rundt blandt væsner, at leve et liv i frygt var jo ikke noget liv.

Elvira gik i sin egen verden, ved en af de mange stier som førte ind i mod hovedstaden, da hun næsten blev væltet omkuld af et stort firbenet dyr der kom løbende forbi, hun stod et øjeblik, men nåede dog intet at opfange før endnu en hest kom susende forbi, denne gang med en rytter på ryggen og hun blev væltet om kuld direkte ned i grøften, og et højt gisp brød hendes læber, som hun mærkede at hun landede relativt hårdt. Hendes smertegrænse var jo ikke specielt stor, nu var hun jo bare et simpelt menneske, uden evner eller andet til at holde hende i skak.

[Deleted]

Med øjnene og sanserne kun rettet imod 'byttet', var der ikke meget andet der blev sanset eller taget hensyn for. Dog bemærkede han godt den kvindelige skikkelse der gik langs stien, men hverken nåede at sige eller gøre noget, inden han var passeret hende. Han måtte hive lidt i tøjlerne for ikke bare at hamre direkte ind i hende... hvilket uden tvivl ville have gjort ondt. Og trods hans umiddelbare og kraftige fokus på hesten han var ved at indhente, vendte han per automatik ansigtet en smule mod skulderen, efter at have passeret hende. Han kunne også sagtens høre hvad der skete, men stoppede dog ikke op. Han var trods alt ved at indhente hesten! Så enten kunne han opgive jagten, og hjælpe kvinden, eller fortsætte, og vende tilbage til kvinden bagefter. Og det var sidste mulighed han valgte at følge. Den løsslupne hest var ved at være udmattet, og Magnus kunne lugte frygten der osede fra den. Ganske tilfredsstillende, måtte han indrømme, når byttet frygtede ham. Og det blot øgede til intensiteten og beslutsomheden. Inden længe var den løsslupne hest sagtnet helt i farten, og hurtigt blev den indhentet. Magnus havde prøvet det før, så hurtigt blev et reb smidt om dets nakke, og der blev hevet godt fast. Han var stærk nok til at holde den med sin ene hånd, og den anden hev i tøjlerne på hingsten han red, hvilket fik den til at vende om.
Kursen blev sat mod kvinden, og han red mod grøften hvor hun var faldet ned. Eller, han vidste ikke om hun stadig lå dernede eller ej. "Miss?" Kaldte han lavmælt og roligt ud. Stadig imens han sad på ryggen af sin hingst, der dog var en anelse urolig.

[Elvira Whitebay]

Elvira var en ganske smilende pige, hun var glad for sit job og hun var stolt af sin race, selvom hun bare var et simpelt menneske. Hun havde jo ikke ligefrem levet under krigen, faktisk var det hendes olde og tip olde forældre der havde været en del af den og Elvira havde siden aldrig været ude i den almindelige verden, så indtil videre var hun da overlevet alt hvad hun havde mødt, selvom hun jo var et ganske simpelt menneske der desværre ofte rodede sig ud i ballade, hvilket jo nok bare var fordi at hun til tider var lidt for udadvent og glad. Hun smilede ganske roligt som hun pludseligt så en mand torne op i det brede, hun havde ikke nogen erfaring med mænd og kæresterier overhovedet, nok fordi hun ikke havde lyst til at få hugget hovedet af hvis de opdagede hendes menneskelige race. Få folk hun kendte vidste det, hun kunne jo ikke holde det hemmeligt forevigt.

"Ehm ja jeg.. Undskyld, jeg er bare klodset" fik hun sagt i et roligt smil og tog sig til hovedet, som hun gjorde et forsøg på at komme op af grøften igen, hvilket dog ganske hurtigt blev en klodset affære med den lille skråning, nok fordi at hun stadig var en smule rundtosset efter faldet. Hun vidste ikke helt om hun skulle sige tak til ham for lige at vende tilbage eller om hun bare roligt skulle fortsætte sin vandring i mod Capitalia, lige nu var hun faktisk bare udmattet. Som hun trådte op på grusvejen mærkede hun dog hurtigt en skydende smerte i sin ene fod og det fik hende til at gispe let, som hun bøjede sig ned for at berøre sin ankel.

[Deleted]

Ganske tit og ofte kunne man se et smil på Magnus' læber, men lige så tit og ofte så man et hav af andre udtryk; der gik fra arrig, til kølig, og tilbage igen. Det afhang selvfølgelig af humøret, men han var nu ganske let at underholde, såvel som ganske let at pisse af. Han brød sig ikke om outsiders. Brød sig ikke om folk der kom udefra og mente de havde nogen viden eller forståelse for livet i hans distrikt, eller livet som varulv. Fine folk fra Capitalia, eller perverse vampyrer.. Han nød hellere selvskabet af gnavne Hunters eller folk fra distrikt 0, frem for storbytypen med næsen i skyerne. Men ja, det afhang selvfølgelig af personen.
Som han sad på hesten og betragtede den unge kvinde, fortumlet, komme op af grøften, virkede han ikke videre imponeret. Og havde egentlig blot læberne presset sammen og øjnene let knebet under skyggen af hatten. "Du burde ikke være herude, og slet ikke alene.." Endte han med at sige, ganske alvorligt, og forsøgte stadig at regne ud hvad hun var. Nok havde han sine sanser, og kunne lugte en vampyr komme fra en god afstand, men andre racer var sværere at bestemme eller placere. Noget sagde ham dog at hun var et menneske... Men så igen, ikke mange mennesker kom til dette distrikt, andre end de mennesker der boede her fast. Han var ligeglad med hvem der var der, bare de var af den rette støbning, og var til gavn.

[Elvira Whitebay]

Elvira løftede blikket i mod ham, han var en ganske udemærket mand, han så ud som en der havde status og en der kunne hjælpe en hvis man havde brug for det, så frem han var flink naturligvis, nu kendte hun ham jo ikke, men hun håbede nu alligevel bare at han på en eller anden måde, ja... Ikke ville slå hende ihjel. Faktisk var det jo hvad hun primært håbede, hun havde ikke lyst til at dø lige nu: "Nej... Jeg har bare afleveret noget tøj til en kunde, så... Jeg skulle hjem" sagde hun i et smil, Elvira havde ingen bil eller noget i den stil, hun gik som oftest rundt, hun tjente ikke særligt mange penge og nu var det jo heller ikke fordi at hun havde en status der gjorde at folk ville låne hende noget.

"Jeg ved godt det nok ikke er et fornuftigt område men ja... Arbejdet skal jo gøres" sagde Elvira i et roligt smil, og sukkede så kort, som hun mærkede på sin ankel, den var nok ikke brækket, men hun var helt utrolig øm omkring den. Hun kiggede i mod ham med et roligt blik og stirrede så i mod himlen, det ville nok snart blive mørkt. Hun kiggede også i mod ham og mærkede et gys gå igennem hendes krop, hun havde absolut ingen idé om hvilken race han var, men hun håbede virkeligt på at han ikke var en af de værste. Hun vidste dog godt varulv nok var det mest sandsynlige, nu var hun jo i deres område.

[Deleted]

Hvilken reaktion han havde regnet med, vidste han egentlig ikke helt. Men flere undskyldninger og åbenbare årsag til hendes tilstedeværelse, overraskede ham dog ikke. De fleste personligheder man mødte heromkring, var drengerøve på hesteryg, ubehagelige personligheder, eller hårde typer som ham selv. Ak ja, han vidste godt hvad han var, men det var en nødvendighed, og det var nu hvem og hvad han var. Så måtte folk enten skride, eller finde sig i det. De fleste der rejste på denne vej, gjorde det enten i bil, på hesteryg, eller gående i flok. Han kunne i hvert fald ikke påstå at han tit havde set en skrøbelig kvindelig skikkelse som hendes, gå langs denne vej før. Magnus lod hende tale færdig, og stirrede uden at blinke på hende, stadig med øjnene en anelse knebet sammen. Solen skinnede nu alligevel, selvom det var ved at være ud på eftermiddagen, og ved at nærme sig aften. Det passede med, at så snart hun var færdig med at tale, lød lyden af galopperende heste op ad vejen, og to unge mænd kom ridende op til Magnus. Magnus til gengæld, hev i rebet omkring den vilde hest, og rakte den til en af rytterne. "Take it back in the pen. Tie it up, and leave it out there tonight... We'll start breaking it down in the morning." Begge mænd nikkede til Magnus' bestemte ord, og først dér, lagde de mærke til kvinden. Den ene smilte charmerende og knipsede en finger mod sin hat, imens den anden egentlig bare stirrede lidt, inden de så begge satte i galop.

Magnus' nu frie hånd gravede ind i vesten bag ved frakken, fandt et lommeur frem, som han hurtigt kiggede på. Derefter førtes hånden op til hatten. Han tog den af og vendte den mod himlen for at kigge på solen. Der var ikke mange timers sollys tilbage. Fuldmåne eller ej, hvis man spurgte ham, var dette ikke et sikkert distrikt om natten. Hatten røg på sin plads igen, og han hvilede derefter hånden mod sin hofte, og vendte blikket mod kvinden. "My name is Magnus Augustus Khaine, but you can call me Mr. Khaine." Hånden blev atter hævet, og peget i retningen af jordarealerne bag hende, ved siden af vejen de var på. "That there is my land." Fingeren pegede derefter ned mod jorden ved siden af hesten. "This here is my District." Tilføjede han så og holdte blikket mod hende. Han måtte nok hellere introducere sig selv. Det var trods alt de manerer hans forældre havde lært ham. Han lænede sig så lidt forover på hesten. Den ene hånden stadig om tøjlerne, den anden hvilede mod tøjrings-knoppen, forrest på sadlen. "Where are you staying tonight? You won't even make it past the borders by nightfall.. You can barely make it to Mainstreet on foot.." Hans blik var nu lidt mere end uimponeret, men undrende og med en hvis consensus af belæring. Uanset hvad hun havde gang i. Hvilket job hun havde, eller hvilken plan hun havde lagt... var det en dårlig plan.

[Elvira Whitebay]

Elvira kiggede på ham, og mærkede snart hendes hjerte slå en smule hurtigere. Hun snakkede gerne med nye mennesker, men hun var ikke altid helt tryg ved det, netop fordi hun ikke vidste hvordan de ville tage i mod hendes race, hun ville jo helst ikke ende med at dø eller ende med at dumme sig, og hun kunne jo bare håbe at han troede at hun var noget andet end hun nu engang var: "I bruger stadig heste? De er smukke.." sagde hun og kiggede på de store væsner, hun var selv ret bange for heste og ville helst slet ikke i nærheden af dem. Dog vidste hun godt at distrikterne jo ofte byggede sig selv op, og hvis han nu engang havde lyst til at leve i middelalderen, så var det vel også fair nok. Elvira var dog glad for at bo i Capitalia hvor hun kunne få en toast når hun ville og kunne se alt det TV som hun overhovedet orkede.

"Mr. Khaine... Hej... Jeg hedder Elvira sagde hun i et forsigtigt smil: "Elvira whitebay, bare kald mig Elvira, det er fint" sagde hun roligt, hun var ikke så formeldt når det kom til den slags: "Oh du er leder var varulvene? Undskyld Mr, det vidste jeg ikke" sagde hun roligt, hun fulgte ikke så meget med: "Ehm jeg tror måske jeg... Tomler den... Du ved ser om nogen kommer forbi" sagde hun i et roligt smil, lige nu var hun bare utolig taknemmelig for at hun havde de flade sko på.

[Deleted]

Magikere var blærerøve, ude af stand til at gøre selv de mest simpel ting i hverdagen uden at vifte med et stykke træ. Hunters var det samme, men de havde bare en tendens til at smadre alting. Og der var absolut intet ved denne unge kvinde der hverken sagde ham magiker eller Hunter... Han forsøgte dog stadig at finde ud af hvad eller hvem hun var. Nok også derfor hans blik oftest var fæstnet ganske stædigt mod hende, på en sikkert ganske intimiderende vis. Hun skulle da endelig ikke få den idé at hun lige havde mødt den mest venlige fyr i distriktet. Det skulle heller ikke undre ham hvis fyre vartede hende op fra tid til anden, men her var realiteten dog en anden. "Take a car out in the fields, and you'll end up spending more money on spare parts, than on gasoline." Og så simpelt kunne det erklæres! Der var veje, fine huse, gågade.. men herude, var biler ikke så skide meget værd, med mindre det var firhjulstrækkere. Så var heste nemmere, og mere fordelagtige.

Magnus havde egentlig taget beslutningen allerede, om så hun kunne lide det eller ej. Men hvordan det skulle kommunikeres til hende, var selvfølgelig spørgsmålet der var værd at stille. "Miss Whitebay" Hilste han lidt mere formelt, og knipsede til kanten af hatten i et lille nik, som hun præsenterede sig selv. Han lagde hovedet lidt på skrå da hun undskyldte for hendes uvidenhed. En ærlig fejltagelse, men det var da altid lidt ærgerligt når omdømmet ikke kom i forkøbet. Han kunne nu godt lide når folk vidste hvem han var, og derved vidste hvem de havde med at gøre. "Well, Miss Whitebay. I wouldn't count on anyone picking you up for at least another ten miles. So.." Han lænede sig lidt skråt ud over siden af sadlen, og rakte den frie hånd ned imod hende. "Hop on board. I'll find you a bed for the night. And then i'll arrange for you to return wherever you'd wish to go, tomorrow." Sagde han ganske bestemt og med et enkelt hævet øjenbryn. Det var ikke rigtigt op til diskussion eller debat. Det var hans beslutning, og så syntes han egentlig ikke hun havde noget valg..

[Elvira Whitebay]

Elvira kiggede i mod ham med et stille blik, han virkede okay flink, men det gjorde de fleste jo indtil de fandt ud af hvad hun var. Hun regnede dog med at det ville være bedre med ham end en vampyr i nærheden, for de kunne som oftest lugte hendes blod, og Elvira kunne jo ikke slippe væk hvis de først løb efter hende. Hun var blevet bidt af vampyrer to gange, og det havde været forfærdeligt. Hun var ikke god til den slags og Elvira havde ikke nogen til at beskytte sig. Begge hendes forældre var døde og hun havde ikke rigtigt nogen omkring sig. Hendes job betød alt for hende, og det var alt som betød noget, hun havde ikke brug for mere, selvom et par venner engang imellem kunne være rart. Hun havde da også en drøm om mand og børn og det pjat, men hun vidste det nok var ganske urealistisk.

"Åh kald mig endeligt bare Elvira... Jeg er ikke så formeld" sagde Elvira i et smil, og kiggede på ham i en forsigtig mine, hun var ikke glad for at blive tiltalt på sådan en fin måde, det var ikke helt lige hende: "Op? På hesten... Jeg ehm, tror det er en dårlig idé" sagde hun og kiggede kritisk på hesten, ikke så meget på ham, hun var langt mere bange for det store dyr. Generelt så var hun bare ikke et menneske der var specielt glad for dyr: "Er det sikkert?" spurgte hun roligt og rakte så roligt sin hånd frem for at tage fat omkring hans.

[Deleted]

Magnus var en hård negl. Oftest beskidt og hårdtarbejdende, og spildte i hvert fald ikke tiden bag et skrivebord, eller på en bar for at slime sig ind på unge damer. En vaske ægte mand af integritet. Folk der kendte ham, vidste som sædvanligt at man kunne stole på ham og hans ord. Derudover, havde han skam udmærkede manerer, i hvert fald over for kvinder eller piger der syntes finere end ham selv. Det var bare sådan det var og burde være... man skulle oftest tale med respekt til kvinder, og ikke mindst vise dem den grad af manerer og høflighed de fortjente... Og selvom det ikke altid faldt ham i god smag, blev han dog stædigt ved. Så var der selvfølgelig også kvinder der foretrak en mere rug behandling eller manér fra mænd, men der skulle mere til end ord for at overbevise Magnus om at det i virkeligheden var måden hun ville behandles på. Så han svarede ikke rigtig på det, men stirrede egentlig bare lidt insisterende på hende i stedet for. Lidt for at kommunikere at det nu engang var sådan han var, og at det i bund og grund ikke var en beslutning hun kunne tage på nuværende tidspunkt. "It's safe.." Var han dog nødt til at bekræfte hende, med et lille nik der fulgte. Og i det samme han kunne få sig et godt greb om hendes hånd, tøvede han ikke med at løfte hende op og sidde på hesten, bag ham. Til ham, var hun let som en fjer. Dog, rykkede han sig frem, så hun ville sidde på hestens ryg og noget af sadlen, frem for bagpartiet, da det uden tvivl ville gøre turen lidt mere ubehagelig. Efter at have fået hende derop, slap han hende og tog i stedet fat i tøjlerne, hev en smule for at få hingstens opmærksomhed, og pressede hatten lidt længere ned over hovedet. "You'd better hold on." Sagde han rimelig bestemt, og gjorde derefter et svirp i hestens tøjler med en lille kommanderende lyd, og hesten satte i gear. Dog ikke galop. Men det gik dog ikke langsomt, hvilket sikkert ville kunne mærkes for hende, hvis hun ikke havde lyttet til hans råd om at holde fast. Kursen blev sat væk fra vejen og over marken der ledte hjem.

[Elvira Whitebay]

Elvira var ikke en kvinde der sådan lod sig kue, faktisk var hun som oftest fuld af selvtillid og hun elskede at rende rundt imellem de mange spændende mennesker hun mødte i sit job, dog ændrede det jo ikke på det faktum at hun godt vidste at hun var udsat som menneske og hun udemærket godt vidste at hun ikke skulle være alt for kæphøj. Så når hun mødte væsner som nu, væsner hun vidste havde magt, så holde hun sig ofte en smule på afstand og prøvede ikke at sige mere end højest nødvendig. Man kunne ikke stole på nogen i denne verden som menneske. Ikke efter at Jacklyn Noble var gået amok og havde slået de mange mennesker ihjel, nu var det ikke længere populært ved alle at være mennesker, fordi de i fortiden jo desværre var skyld i mange mord: "Ja det siger du godt nok..." sagde hun i et kort smil, og skuede til hesten, hun måtte ærligt indrømme hun ikke helt stolede på den.

Som hun kom op og sidde foran på hesten, mærkede hun med det samme hendes hjerte slå med flere hundrede kilometer i timen, hun var virkeligt ikke glad for dyr generelt, man kunne jo ikke vide hvad de tænkte, præcist ligesom med mange de de væsner der var i denne her verden: "Wow! shit!" udbrød hun og greb fat omkring hestens man som den begyndt at trave afsted, hun var ikke ligefrem nogen habil rytter, faktisk havde hun aldrig været på en hest før og lige nu ville hun da ikke ligefrem kalde det videre behageligt.

[Deleted]

Hingsten var ved at være en anelse udmattet efter den hastige jagt, og det var ikke svært at mærke på den. Det gik dog stadig fremad, blot en anelse mere tålmodigt, så det ikke ville udmatte den for meget. Desuden, så kunne det være lidt svært at holde fokus, og se tydeligt for sig, når den unge dame sad foran ham. Hans arme var rundt om hende, med hænderne omkring tøjlerne i strakte arme. Og han havde usagt tilladt hende at bruge sadlens stropper, og lod i stedet sine egne ben klemme lidt om hingsten, for ikke at falde af selv. Han sagde ikke et ord på turen, som desuden varede et stykke tid. I stedet forsøgte han blot ikke at blive alt for irriteret af hendes hår der af og til blæste op mod hans ansigt. Men der var da vel også, på sin vis, en plusside ved dette arrangement... Han havde ikke længere nogen tvivl om hvad hun var. Han fornemmede ingen magi over hende, og lugtede ingen overdådig mængde af hormoner som hos nymferne. Og ikke mange Hunters ville være villige til at lade en halvt blottet hals være så tæt på en gammel varulv som ham selv. Nej, hun var et menneske, og det var skam ganske nemt at lugte nu hvor han var så tæt på hende. Men ingen grund til at nævne det, eller gøre noget videre ved det.

Ingen alt for længe, nærmede de sig den store slotsbygning han kunne kalde sit hjem. Selvfølgelig omringet af de jorde, stalde, marker, og dets lige. Og selvfølgelig de nysgerrige sjæle af dem der arbejdede for ham... de fleste af dem varulve, som kiggede noget så opmærksomt på skikkelsen af Magnus der red med en ung kvinde. Han gjorde holdt da de nåede til blot nogle få meter fra de brede trin der ledte til bygningens hoveddør. Hesten blev taget imod af en ung mand, der kiggede noget så nysgerrigt og interesseret.. det var, lige indtil Magnus sendte den unge mand et skarpt blik, hvorefter manden vendte sit blik nedad og blot nøjedes med at holde tøjlerne. Magnus slyngede sig selv ned ad hingsten, og rakte derefter op mod Elvira, for at hjælpe hende ned derfra. HUn havde ikke ligefrem virket tryg på hesteryg, så hun ville sikkert forkludre nedstigningen, som hun havde klaret dét at komme op ad grøften. "Velkommen, Frøken Whitebay." Sagde han bare, i en lettere påtvungen høflighed, men ikke desto mindre.. høfligt.

[Elvira Whitebay]

Måske var hun dum, bare direkte dum... At hun sådan valgte at tage med en fremmed mand hjem fordi at det snart ville blive mørkt. Han havde jo ret i at det ikke var sikkert, men det ændrede jo ikke på at varulve i forvejen ikke havde det bedste ry og hun var imponeret over at de overhovedet stadig kunne få jobs og den slags. Heldigvis lå fuldmånen ikke lige op over så hun regnede med og håbede da også på at hun ville være i nogenlunde sikkerhed. Som de kom frem, lod hun sig roligt glide end fra hesten og kiggede ganske forsigtigt på ham, som hun støj en lok om bag sit ene øre. Det lange mørke hår sad som altid fejlfrit, og alligevel så betragtede hun ham, som om at hun godt vidste hun var fuld af fejl, men sådan var hun nok mest bare af natur.

"Mange tak Mr... Det er virkeligt pænt af Dem..." sagde hun roligt og kiggede i mod ham. Der var ingen tvivl om at han var en mand der strålede af magt og slottet fik næsten hendes hjerte og vejrtrækning til at gå i stå, tænk at bo et sted som dette. Det måtte jo være guddommeligt: "Ja det er en del anderledes end hvor jeg bor" sagde hun i en indånding, det var helt vildt fantastisk, og hun stod et langt øjeblik og bare stirrede. Hun var jo bare et simpelt menneske uden de vilde penge og med et simpelt arbejde som skrædder kunne hun jo kun lige klare sig igennem dagen og vejen.