Post by Ace Ainsworth on Apr 21, 2015 8:53:56 GMT
Eleanor Springs
Årene var gået. Hvor mange var det nu? 4? 5? 6? Deromkring. Det var også ligegyldigt nu. Det var lang tid, nok til at han måtte være glemt af alle, nok til at han kunne leve i fred og gøre som det passede ham. I starten havde det været en kamp, en kamp om overlevelse, om at skaffe sig et sted og finde mad hver dag. Nu var det et frit liv og han nød det. Der var ingen der fortalte ham hvad han skulle gøre eller ikke skulle gøre, ingen regler og han bestemte selv hvad han ville og hvornår. Endnu holdte han sig i form, ved at gøre det eneste han kunne. Jage, slagte, dræbe, slås. Om det var menneskeligt eller ej. Ikke at han drev jagt på de andre kriminelle, der boede her. Mere undgik han dem og de ham. Men så snart et monster viste sig, hvis der var et der smuttede ind over grænserne eller ind fra skoven, var han klar. Og når der ikke var nogen at fordrive tiden med? Så jagede han for at spise eller passede sine våben.
Spøgelsesbyen var blevet hans yndlingssted at opholde sig. Her var stille, folk turde ikke bo her og regelmæssig stødte han på et spøgelses, han kunne prøve at bekæmpe eller som han til tider kunne leve i fred med, side om side. De var jo alle spøgelser, når det kom til stykket. Han var selv et spøgelse, glemt, en skikkelse der gemte sig i mørket af samfundet og af folks opmærksomhed. I starten havde det været svært. At han ikke længere var en respekteret hunter. Til sidst var han blevet ligeglad. Når det kom til stykket, var dette liv måske det han foretrak mest. Han havde aldrig været god til at socialiserer eller passe ind. Han havde altid været sin egen.
Knoglerne knækkede, da han flåede dem fra hinanden, så de gik fra hinanden ved leddet. Han førte kødet op til munden og bed det af knoglerne med sine tænder. Kanin var ikke det værste. Resten af kaninen hvilede over bålet, der var foran ham, på et spyd, der var stukket i jorden. Det var midt på dagen. Blot for at provokerer, og velvidende han alligevel var helt alene eller ville kunne slås sig ud af problemerne, sad han midt i spøgelsesbyen. Hans primitive hjem lå i en af ruinerne lige ved siden af. Spøgelserne var mest aktive om natten, så han frygtede ikke for at blive forstyrret. Lugten af bål og stegt kød var i luften, hvor en let brise førte den væk. Brændet knitrede, som ilden fortærede det og der gik ikke lang tid, før han smed de afgnavede knogler på ilden og lagde et nyt stykke brænde på, fra den lille bunke han havde samlet sig og som lå ved siden af, på sikker afstand af selve bålet.
Han tørrede fingrene af i nogle blade, før de også røg på ilden. Og så hvilede han, med en arm på hvert knæ og blot så ind i ilden.
Enhver der måtte have kendt ham tidligere, ville kunne se forskellen på den tidligere Ace og den nuværende. Tøjet var ikke det nyeste og bar præg af at være slidt og lappet flere steder. Hans mørke kappe, der hvilede på hans skuldre, men som lige nu var skubbet tilbage, var slidt og lappet flere steder. Der var en hætte på, som lige var slået ned. Faktisk brugte han den kun, når det regnede, men lige nu var vejret ganske godt.
En varm, slidt, brun trøje. Et par mørke, slidte bukser og et par slidte, men ellers praktiske støvler. Ved siden af ham lå et bælte, med et sværd i. Selvfølgelig havde han et par dolke gemt på sin krop, hvor de altid var. Hans hår var kort og brunt. Med en dolk skar han det til, fjernede det, når det blev for langt. Det samme med skægget, så han kun havde skægs stubber. Men måske skulle han bare lade det vokse?
Hans ene finger gled op til munden, da han med en negl fjernede noget kød han havde mellem sine fortænder. Da han fik det fri, brugte han tungen til at føre det ind mellem hans tænder, som han tyggede det og sank det. Til sidst gled et svagt smil over ham, da han rejste sig op og tørrede sine hænder af i tøjet. Han overvejede at finde sin bue og pil, for at jage noget mere. På den anden side var der stadig kanin nok til om aftenen.
"Det ser ud til at blive endnu en rolig dag" mumlede han for sig selv. Hans egen stemme var hans eneste selskab og havde været det de sidste mange år. Hans hud var grov at se på, gjort hård efter at være ude i alt slags vejr og for kampen af overlevelse. Han trak vejret dybt og samlede sit bælte op, for at spænde det om livet. Hans blik gled op på himlen. Det så ud til at blive en god dag. Måske burde han tage til søen med et net og fange en fisk?
Spøgelsesbyen var blevet hans yndlingssted at opholde sig. Her var stille, folk turde ikke bo her og regelmæssig stødte han på et spøgelses, han kunne prøve at bekæmpe eller som han til tider kunne leve i fred med, side om side. De var jo alle spøgelser, når det kom til stykket. Han var selv et spøgelse, glemt, en skikkelse der gemte sig i mørket af samfundet og af folks opmærksomhed. I starten havde det været svært. At han ikke længere var en respekteret hunter. Til sidst var han blevet ligeglad. Når det kom til stykket, var dette liv måske det han foretrak mest. Han havde aldrig været god til at socialiserer eller passe ind. Han havde altid været sin egen.
Knoglerne knækkede, da han flåede dem fra hinanden, så de gik fra hinanden ved leddet. Han førte kødet op til munden og bed det af knoglerne med sine tænder. Kanin var ikke det værste. Resten af kaninen hvilede over bålet, der var foran ham, på et spyd, der var stukket i jorden. Det var midt på dagen. Blot for at provokerer, og velvidende han alligevel var helt alene eller ville kunne slås sig ud af problemerne, sad han midt i spøgelsesbyen. Hans primitive hjem lå i en af ruinerne lige ved siden af. Spøgelserne var mest aktive om natten, så han frygtede ikke for at blive forstyrret. Lugten af bål og stegt kød var i luften, hvor en let brise førte den væk. Brændet knitrede, som ilden fortærede det og der gik ikke lang tid, før han smed de afgnavede knogler på ilden og lagde et nyt stykke brænde på, fra den lille bunke han havde samlet sig og som lå ved siden af, på sikker afstand af selve bålet.
Han tørrede fingrene af i nogle blade, før de også røg på ilden. Og så hvilede han, med en arm på hvert knæ og blot så ind i ilden.
Enhver der måtte have kendt ham tidligere, ville kunne se forskellen på den tidligere Ace og den nuværende. Tøjet var ikke det nyeste og bar præg af at være slidt og lappet flere steder. Hans mørke kappe, der hvilede på hans skuldre, men som lige nu var skubbet tilbage, var slidt og lappet flere steder. Der var en hætte på, som lige var slået ned. Faktisk brugte han den kun, når det regnede, men lige nu var vejret ganske godt.
En varm, slidt, brun trøje. Et par mørke, slidte bukser og et par slidte, men ellers praktiske støvler. Ved siden af ham lå et bælte, med et sværd i. Selvfølgelig havde han et par dolke gemt på sin krop, hvor de altid var. Hans hår var kort og brunt. Med en dolk skar han det til, fjernede det, når det blev for langt. Det samme med skægget, så han kun havde skægs stubber. Men måske skulle han bare lade det vokse?
Hans ene finger gled op til munden, da han med en negl fjernede noget kød han havde mellem sine fortænder. Da han fik det fri, brugte han tungen til at føre det ind mellem hans tænder, som han tyggede det og sank det. Til sidst gled et svagt smil over ham, da han rejste sig op og tørrede sine hænder af i tøjet. Han overvejede at finde sin bue og pil, for at jage noget mere. På den anden side var der stadig kanin nok til om aftenen.
"Det ser ud til at blive endnu en rolig dag" mumlede han for sig selv. Hans egen stemme var hans eneste selskab og havde været det de sidste mange år. Hans hud var grov at se på, gjort hård efter at være ude i alt slags vejr og for kampen af overlevelse. Han trak vejret dybt og samlede sit bælte op, for at spænde det om livet. Hans blik gled op på himlen. Det så ud til at blive en god dag. Måske burde han tage til søen med et net og fange en fisk?
Undskyld mit fravær, men har en del at se til for tiden <3
