Post by Ace Ainsworth on Apr 22, 2015 10:04:40 GMT
Jacklyn Noble
Det var en helt almindelig morgen. Luften var frisk og klar, fuglene underholdte med lidt musik og natten havde været overraskende stille. Måske havde spøgelserne vænnet sig til ham, måske havde han efterhånden får drevet de fleste i jorden, så de ikke længere forstyrrede ham. Det havde været passende at bosætte sig her, i spøgelsesbyen. Ikke nok med han ville være i fred fra folk, han kunne også bruge sin tid på at lege med nogle spøgelser. Faktisk ville han næsten kalde sig selv ekspert nu!
Og det var takket være han ikke kunne ramme dem med sit sværd.
Ace havde boet i distrikt 0 i nogle år efterhånden. Han kunne ikke selv huske hvor mange, men han vidste det var et sted mellem 4-6 år. Umiddelbart var der ingen grund til at tro han nogensinde ville blive lukket ud og med hunters lange levetid, var det måske en lidt ensom og deprimerende fremtid. Omend, han havde altid været en enspænder og ensomheden generede ham ikke og selv om det havde været hårdt i starten - kampen for overlevelse og skammen ved ikke længere at bruge tiden, på at jagte monstre, som han elskede mest - havde han nu vænnet sig til det og nød sin tilværelse.
Hvad angik politik og lignende, var han ganske ligeglad. Mand, kvinde, hader, elsker. Folk kunne gøre som det passede ham! Han var blot glad for at være et sted uden regler, for så kunne han gøre som det passede ham og ingen bestemte over ham længere. Han undgik folk i distriktet og de undgik ham. Hans speciale var kamp og efter de første par slåskampe, som Ace sjældent tabte, havde folk trukket sig væk fra ham, som han havde trukket sig tilbage fra dem.
Han trillede ud af den primitive seng. Han havde bosat sig i en af ruinerne i spøgelsesbyen, lappet taget og væggene, så han havde et sted han kunne varme op og være i tørvejr. Vinduerne kunne tildækkes med nogle grene, der var bundet sammen og med blade eller gran på. Døren? Han havde lavet et primitivt hegn, som han dækkede for døren, når han gik i seng.
Inde i hans hjem, der mest var et lille rum, lå der en primitiv seng på jorden, et bord og en stol. Nogle rester han havde fundet i de andre ruiner og sat sammen. Når han havde brug for lys eller varme, tændte han et bål.
Hans ene hånd fandt skålen med bær, hvor han greb en håndfuld og spiste dem, mens han fik trukket tøjet på. Det slidte, lappede tøj. støvler, nogle mørke bukser og en brun trøje. Han havde også en kappe, som han havde valgt fra sit gamle hjem, i det kvarter han havde fået til at pakke sine egendele, før han var blevet sparket herind. Han lod den ene dolk glide ned i hans ene støvle, før han greb bæltet med hans sværd. Folk kaldte ham gammeldags, men ingen kunne argumenterer for det ikke virkede. Sværdet, altså. Og i denne verden var det kun praktisk. Et sværd løb aldrig tør for patroner. En bue og pil hvilede op af væggen, sammen med fiskeredskaber og andre ting. Han lod dem stå. Han skubbede den primitive dør til siden, før han trådte ud i den friske luft.
Det brune hår var kort og skægget bestod kun af nogle daggamle skæg stubber. Han brugte sin dolk til at holde begge dele kort. Hans hud var brun og ru, efter tilvænningen til at være ude i vind og vejr, samt efter hans mange kampe.
Hans grå blik gled op til himlen, før han studerede omgivelserne. Så satte han sig i bevægelse, da han gik ned til søen for at vaske sig.
Vandet var koldt, da han klaskede det op i ansigtet. Vejret var roligt, med et par skyer på himlen. Hans erfaringer fortalte ham det ikke ville regne i dag, i hvert fald ikke før tidligt i aften. Det passede ham godt, så kunne han bruge dagen på at jage. Den kanin, han havde fanget i forgårs, var der ikke meget tilbage af.
Han gned sine hænder i vandet, før han rejste sig op. Ved en pludselig indskydelse stoppede han op og begyndte at kigge sig omkring. Var det et knæk fra en gren han hørte? Var det nogle buske, der bevægede sig? Uanset hvad, mærkede han at han blev overvåget. Med et svagt suk gled hans ene hånd ned til sværdet. Det havde vel kun været et spørgsmål om tid, før folk ville forlange han blandede sig i det primitive liv, folk førte her. Han havde ingen planer om at deltage i noget som helst. Han havde gjort noget skidt, men han følte sig ikke kriminel. Dog følte han heller ikke at han hørte til i livet uden for distriktet.
Med tommelfingeren skubbede han til sværdet, så det løsnede sig fra sin skede. Hans anden arm lå afslappet ned langs siden på ham. Men trods det, var han beredt. Beredt på at slås. Det kløede næsten i hans krop for at få lov til at slås igen. Et svagt smil gled over ham.
"Hvem der?!" sagde han højt.
Måske var det bedst at undgå opmærksomhed. Hvis der var nogen, var det bedre at se om de var fredelige først. Desværre for hans ofre, troede folk ofte at det, han var alene, også gjorde ham svag og de kunne dræbe ham og stjæle hans ressourcer. Flere havde i årenes løb lært det ikke var tilfældet.
Og det var takket være han ikke kunne ramme dem med sit sværd.
Ace havde boet i distrikt 0 i nogle år efterhånden. Han kunne ikke selv huske hvor mange, men han vidste det var et sted mellem 4-6 år. Umiddelbart var der ingen grund til at tro han nogensinde ville blive lukket ud og med hunters lange levetid, var det måske en lidt ensom og deprimerende fremtid. Omend, han havde altid været en enspænder og ensomheden generede ham ikke og selv om det havde været hårdt i starten - kampen for overlevelse og skammen ved ikke længere at bruge tiden, på at jagte monstre, som han elskede mest - havde han nu vænnet sig til det og nød sin tilværelse.
Hvad angik politik og lignende, var han ganske ligeglad. Mand, kvinde, hader, elsker. Folk kunne gøre som det passede ham! Han var blot glad for at være et sted uden regler, for så kunne han gøre som det passede ham og ingen bestemte over ham længere. Han undgik folk i distriktet og de undgik ham. Hans speciale var kamp og efter de første par slåskampe, som Ace sjældent tabte, havde folk trukket sig væk fra ham, som han havde trukket sig tilbage fra dem.
Han trillede ud af den primitive seng. Han havde bosat sig i en af ruinerne i spøgelsesbyen, lappet taget og væggene, så han havde et sted han kunne varme op og være i tørvejr. Vinduerne kunne tildækkes med nogle grene, der var bundet sammen og med blade eller gran på. Døren? Han havde lavet et primitivt hegn, som han dækkede for døren, når han gik i seng.
Inde i hans hjem, der mest var et lille rum, lå der en primitiv seng på jorden, et bord og en stol. Nogle rester han havde fundet i de andre ruiner og sat sammen. Når han havde brug for lys eller varme, tændte han et bål.
Hans ene hånd fandt skålen med bær, hvor han greb en håndfuld og spiste dem, mens han fik trukket tøjet på. Det slidte, lappede tøj. støvler, nogle mørke bukser og en brun trøje. Han havde også en kappe, som han havde valgt fra sit gamle hjem, i det kvarter han havde fået til at pakke sine egendele, før han var blevet sparket herind. Han lod den ene dolk glide ned i hans ene støvle, før han greb bæltet med hans sværd. Folk kaldte ham gammeldags, men ingen kunne argumenterer for det ikke virkede. Sværdet, altså. Og i denne verden var det kun praktisk. Et sværd løb aldrig tør for patroner. En bue og pil hvilede op af væggen, sammen med fiskeredskaber og andre ting. Han lod dem stå. Han skubbede den primitive dør til siden, før han trådte ud i den friske luft.
Det brune hår var kort og skægget bestod kun af nogle daggamle skæg stubber. Han brugte sin dolk til at holde begge dele kort. Hans hud var brun og ru, efter tilvænningen til at være ude i vind og vejr, samt efter hans mange kampe.
Hans grå blik gled op til himlen, før han studerede omgivelserne. Så satte han sig i bevægelse, da han gik ned til søen for at vaske sig.
Vandet var koldt, da han klaskede det op i ansigtet. Vejret var roligt, med et par skyer på himlen. Hans erfaringer fortalte ham det ikke ville regne i dag, i hvert fald ikke før tidligt i aften. Det passede ham godt, så kunne han bruge dagen på at jage. Den kanin, han havde fanget i forgårs, var der ikke meget tilbage af.
Han gned sine hænder i vandet, før han rejste sig op. Ved en pludselig indskydelse stoppede han op og begyndte at kigge sig omkring. Var det et knæk fra en gren han hørte? Var det nogle buske, der bevægede sig? Uanset hvad, mærkede han at han blev overvåget. Med et svagt suk gled hans ene hånd ned til sværdet. Det havde vel kun været et spørgsmål om tid, før folk ville forlange han blandede sig i det primitive liv, folk førte her. Han havde ingen planer om at deltage i noget som helst. Han havde gjort noget skidt, men han følte sig ikke kriminel. Dog følte han heller ikke at han hørte til i livet uden for distriktet.
Med tommelfingeren skubbede han til sværdet, så det løsnede sig fra sin skede. Hans anden arm lå afslappet ned langs siden på ham. Men trods det, var han beredt. Beredt på at slås. Det kløede næsten i hans krop for at få lov til at slås igen. Et svagt smil gled over ham.
"Hvem der?!" sagde han højt.
Måske var det bedst at undgå opmærksomhed. Hvis der var nogen, var det bedre at se om de var fredelige først. Desværre for hans ofre, troede folk ofte at det, han var alene, også gjorde ham svag og de kunne dræbe ham og stjæle hans ressourcer. Flere havde i årenes løb lært det ikke var tilfældet.